Agnosticisme, en filosofisk stopklods

Jeg vil uddybe mit syn på agnosticismen og dens placering i forhold til ateisme.
Agnostiker kommer fra en eller anden græsk filosof som fandt på ordet gnostiker - en troende. Så satte en englænder (vist fra 1700-tallet eller deromkring) et 'a' foran for at få den negative effekt, altså en ikke-troende. Ikke en, som tror på at der ikke er noget, men en ikke-troende.

Derudfra kan man så påstå at det er det samme som en ateist - teist (gudstroende) med et a foran.
Men agnostiker rækker dybere på en anden facon, jeg vil illustrere det med en udfordrende tanke.

Bevis for mig at din hånd har 5 og ikke 7 fingre. "Let nok, 1, 2, 3, 4 og lillefinger 5,"
Bevis så for mig at det billede, de følelser du har af dine fingre, ikke er (i bedste matrix-stil) følelser og indtryk produceret og skudt ind i din hjerne, mens du ligger i koma og drømmer. I virkeligheden kan din skikkelse være 3-benet eller 7-fingret.

Så er sagen straks en anden. Pointen er den, at man ikke kan modbevise det, som ikke efterlader sig nogle spor, eller som ikke lader sig registrere.
Du kan ikke modbevise at der hele tiden bag dig står en enhjørning og kigger skægt på dig, og hver gang du kigger efter på nogen måde, gør den sig usynlig.

Rækken af scenarier, som man ikke kan bevise eller modbevise (man kan jo altid bare tilføje en egenskab, usynlighed, urørlighed eller lign.) er endeløs.


Vender vi så tilbage til det med at bevise om verden her er virkelig står vi lidt i problemer.
Det kan ikke rigtig endegyldigt bevises. Det kan antages, men ikke bevises.
Når så videnskaben udspringer af empiri (alt det vi kan sanse i den her virkelighed), står den jo på usikker grund, for vi kan ikke vide om verden er sand.

Bottom line: Du kan ikke vide om dit liv er en drøm og om du i virkeligheden har 7 fingre. Derfor giver det ikke helt mening at påstå at du i virkeligheden har 5 fingre, for hvad kan du egentlig vide om virkeligheden?

Al antagelse om at verden skulle være reel er derfor en trossag. En trossag, ikke helt på linje med religioner (deres tro er allerede i den verden, som de antager er sand), men grundlæggende i samme kategori.
Dette får nogle folk til at snakke om 'troen på beviser'. Når så videnskaben er så sikker i sin sag, får det disse folk til at beskrive videnskaben som fundamentalistisk, idet den ensretter efter sin egen - grundlæggende ubeviste - viden.

Derfor er agnosticisme en - filosofisk vel at mærke - stopklods, ikke kun for naturvidenskab, men for al viden. Man kan ikke helt slippe udenom den.

Disse tanker kan sætte én helt og aldeles i stå.
Den eneste reelle udvej jeg kan finde, er at tage en videnskabelig tilgang til agnosticismen.
Problemet med det er, at jeg jo så bare tager den videnskabelige 'fundamentalismes' briller på, og med dem kan jeg naturligvis ikke se problemet:
Videnskaben kræver argumenter for viden, og da der ingen argumenter er FOR agnosticismen, er den ubevist, og (dette er den vigtige del) man behøver derfor ikke forsøge at modbevise den.

Dette er så den livsline, jeg klamrer mig til, når agnosticisme kommer op.
Det var vist cirka det :)