fredag den 18. januar 2008

Dualisme og naturvidenskab

Jeg er for tiden ved at læse bogen "Den Femte Revolution" af videnskabsjournalisten Lone Frank. Herved er jeg kommet til at tænke lidt over dualisme.
Dualisme går kort sagt ud på at verden er to-delt: En håndgribelig, sanselig del af verden og en sjælelig/åndelig del.
Dualisme har længe været - og er nok stadig til dels - en herskende verdensanskuelse - en efter min mening forståelig konklusion, da det er svært at vide bedre.
Men efterhånden, som specielt hjerneforskningen skrider frem, kan man placere flere og flere af elementerne fra det menneskelige sind i hjernen. Man kan sågar påvirke hjernen med magnetiske felter og danne sindsstemninger ud af det blå (iøvrigt en etisk atombombe af uset karakter, hvis sådan viden bruges subjektivt).

Kursen ser - ikke overraskende i naturvidenskabeligt øjemed - ud til på langt sigt at kunne kortlægge og placere hele det menneskelige sind - en af de mest markante milepæle for dualismen.
'Den femte revolution' er iøvrigt et navn til den tid, det paradigmeskift, hvor denne viden bliver lægmandsviden.

Men jeg må mene at have nogle vanskeligheder hermed.
Jeg kan forstå, når jeg kigger rationelt på det, at alt må kunne forklares og redegøres for, grundlæggende vha. atomer, og som nu, ved hjerneskanninger.

Men trods dette, protesterer et eller andet i mig stadig imod. Der må være en forskel på atomernes mekanismer i mig - og i et ur f.eks.
Strømmen går fra batteriet ud i printpladen, rundt i kredsløbene, bliver på de rette tidspunkter ledt hen til en motor, som udløser et lille 'tik', for det næste sekund at udløse et 'tak'.
Men oplever et ur nuet, som jeg?
Vi kan da ikke være forskellige, mig og uret.

Jeg oplever nuet. Takket være min hjernes neuroner har jeg hukommelse, personlighed, følelser, krybdyrsinstinkter, rationelle ideer osv.
Men bevidstheden. Oplevelsen af nuet. Har uret virkelig også den?
Hvad er den atomare forskel på bevidsthed og mekanisme?

Hvor langt ned ad evolutionens stige skal man? Helt ned til de første reproducerende celler i vandet. Eller var de stadig mekanismer, hvorimod et organ til at gemme erfaring og viden først kom til senere?
Hvorfor er der overhovedet nogen, som oplever menneskeheden? Hvorfor er det ikke bare atomer, som puffer sammen.

Spørgsmålene ligger meget tæt op ad et emne som kunstig intelligens.
Forsøget på at skabe menneskelig intellekt og bevidsthed i f.eks. en computer.
Men ved man først lidt om computeres lego-klods-lignende virke, indser man, at en sådan computerhjerne kun vil være en database med smarte algoritmer for hvordan den skal handle i en given situation.
Det ydre kan muligvis sagtens narre alle, men en inderste bevidsthed om nuet? Nej da.

Hvilken naturvidenskabelig faktor retfærdiggør så at vi mennesker har det?
Det kan virkelig føles som om at livet er blæst i en gennem næseborene.

Alle disse spørgsmål er selvfølgelig videnskabens indtil nu hvide, uopklarede felter. Det ville være ud af en religiøs tangent, at komme med et svar uden argumenter.

Jeg har for øvrigt undgået at snakke om fri vilje, da jeg synes det fortjener et indlæg for sig selv.

Ingen kommentarer: